UNDERVISNING

Betydningen af Mission, del 2
ved John Thomsen

Forbøn for mission er uundværlig
Hver eneste Kristen er kaldet til at være aktivt med i forbønnens tjeneste. Et slående eksempel på dette var ”Den Store Vækkelse” i årene 1790 – 1830, som på en særlig måde fandt sted i Storbritannien. Hundreder af små grupper mødtes spontant for at gå i forbøn for ”vækkelse af religion og udbredelsen af Kristi Rige ud over hele jorden”. Resultaterne var overvældende. Et velkendt resultat var kaldelsen og udsendelsen af William Carey, den første missionsstrateg, til Indien. Han blev senere kaldt for den moderne missionsbevægelses ”fader”.

Der er magt i forbøn
Når de kristne går i forbøn forløses Guds virkekraft ud i hver eneste afkrog i verden; den møder ethvert slags behov; den når ud til alle slags mennesker. I 1.Timotheus 2:1-4 skriver apostelen Paulus at Gud værdsætter denne slags bøn, fordi Gud vil at ”alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.” Igennem bønnen viser de kristne en stærk kærligheds-handling overfor en verden som mangler Guds kærlighed.

Bønnen er åndelig krigsførelse imod Satans hære, som fanger mennesker i hans fælder.

Forbøn for mission har en dagsorden
Man kan tale om to hovedpunkter:
- At Guds Rige må nå ud til hele verden.
- At Guds folk må eje den fylde af kærlighed og modenhed som er nødvendig for at nå alle de ”unåede” befolkningsgrupper in enhver nation.

Bønnen i forbindelse med udvælgelsen af missionær-evangelisterne
Et godt eksempel på kristne i forbøn findes i Apostlenes Gerninger 13:2. Imens menigheden i Antiokia bad og fastede, udpegede Gud nogle af lederne som han ønskede skulle sendes til missions marken.

Der skal også bøn til i forbindelse med selve udsendelsen af missionærerne. De skal ”indsættes” til deres særlige opgaver, og bibelens eksempler viser klart at dette var ledsaget af bøn, bøn, bøn (se Apostlenes Gerninger 6:6).

Vi kan ikke klare os uden forbøns-opbakning
Augustine, som blev biskop af Hippo (i dag ”Annaba”, Algeria) i 395 e.Kr., sagde:
”Uden Gud kan vi ikke; men uden os vil Gud ikke”.

Det er en fantastisk kendsgerning at Gud har bundet sig til et samarbejde med sit folk. Selvom han er Herre over hele universet, har han selv besluttet sig for et nært samarbejde med mennesker. Han har sat sig for at han vil være bundet til troens bøn fra sine børn. På sin suveræne måde får han sine handlinger til at hænge sammen med menneskers bøn, samtidigt med at hans vilje sker.

Der findes mange slags bøn
Undertiden er bøn tilbedelse og lovprisning af Gud (som i Salme 150). Andre gange er vores bøn at bringe alle vore problemer og behov til ham (se Paulus’ brev til Filipperne 4:6). I visse tilfælde er vi i ekstrem åndelig kamp, hvor vi udtrykker vores bøn med ”uudsigelige sukke” (Romerne 8:26-27).

Når vi begiver os ind i forbønnens tjeneste går vi ofte ud i Åndelig Krigsførelse. Her kommer vi i berøring med en verden i nød. De kristne som regelmæssigt går ud i åndelig krigsførelse kender også til strabadserne og byrderne ved kampen, men de kender også til sejren efter kampen.

Behovet for en stærk forbøns-opbakning
(læs Efeserbrevet 6:18-19)
Igennem bøn kan støtte og ressourcer blive bragt til rådighed for missionærer i fjerne og svært tilgængelige steder. Det er af afgørende betydning for dem som arbejder i tværkulturel mission at have et stærkt forbøns-team bag sig for hvert skridt af vejen: lige fra den første kaldelse, til planlægningen, opbygningen af økonomisk støtte og til de endelige forberedelser for udrejsen til opgaverne derude.

Typiske forbøns-emner
Det kan tit være vanskeligt for folk i hjemmemenigheden at vide, hvad de skal bede for når de tænker på de udsendte missionærer. Det allerbedste ville være om missions- vennerne selv kunne få mulighed for at komme ud og se forholdene med deres egne øjne. Da dette ikke så nemt lader sig gøre for de fleste, nævnes her en række af emner som missionærer ofte trænger til forbøn for:

• At skulle vænne sig til et nyt sprog, nye traditioner og barsk klima
• Brug for beskyttelse på rejser og i mange slags farer
• Bekymring for deres børns sundhed, skolegang og venskaber
• Mangel på bolig; mangel på privatliv; hvordan tackle de store forskelle i levestandard
• Ensomhed; hjemve; mangel på fællesskab med ligesindede
• Relationer imellem medarbejdere; at skulle behandle vanskeligheder med både egne og andres fordomme; at skulle være afhængig af andres trofasthed som givere til at møde ens økonomiske behov.
• Effektivitet i tjenesten, uanset hvad opgaven er.
• Mangel på synlige resultater; ”pløje- , plante- og vande-faserne”, som nogle gange tager mange år!
• De folk som man tjener iblandt; de indfødte kristne; landets politiske ledere.
• Behovet for stabilitet, visdom, barmhjertighed, selvdisciplin, mod, styrke, kærlighed; at være fyldt med Guds Ånd.

Definitioner

I moderne missions-tænkning er et grundlæggende koncept, ”befolkningsgruppe”, blevet af væsentlig betydning.

Ordet ”folk” eller ”nation”, som det er brugt i f.eks. Matt.28:18-20, kommer fra det græske ord ”eth’nos”, som betyder ”en race”, en stamme, eller et folk”.

Eksempler på befolkningsgrupper: zulu-folket (Syd Afrika); Masai-folket (Øst Afrika); Indiske muslimer i Sydafrika; Indiske Hinduer i Sydafrika; Bemba-folket (Zambia); Wafipa-folket (Tanzania).

I mission i dag er ”et folk” (eller en ”befolkningsgruppe”) defineret som et betydningsfuldt antal individer i den samme sociologiske gruppe, som hører sammen.

Når et sådan folk ikke har en levedygtig kristen menighed, bestående af mennesker fra den befolkningsgruppe, og som også er en evangeliserende menighed, bliver den defineret som ”unået”.

”Åndelig krigsførelse”
Når vi adlyder Jesu Kristi befaling om at gøre alle folkeslagene til hans disciple, går vi til angreb på fjendens territorium. Dette territorium er alle de mennesker, som han har under sit bedrag. Vores ærkefjende, Satan, vil sætte alt ind på at forhindre os i vores o pgave.

Definitionen på ”åndelig krigsførelse” er den kamp som udspiller sig, når vi griber til åndelige våben imod Satan og hans hær af dæmoner, som er åndelige fjender.

Guds ord taler om denne kamp i stærke vendinger:
”I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskere i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (Efeserne 6:10-13)”.