NYHEDSBREV

September 2005

Missions-mobilisering i Afrika

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

I vores nyhedsbrev for august lovede vi at give jer en ”afslutning” på beretningen om vores lange tur op igennem Botswana, Zambia og i Tanzania. Her får I den:

Da vi kørte fra Kaniki Centret i Zambia, havde vi planlagt at have bare to hele dage i Livingstone, og nyde Guds fantastiske skaberværk ved Victoria-vandfaldet.

Vi nåede frem ved aftenstid, og fandt et sted hvor vi kunne overnatte… en billig men pæn ”lodge”. Næste morgen fandt vi en internetkafé midt i byen, og brugte nogen tid der. Tænk, at sådanne faciliteter findes i de fleste af Afrikas byer i dag! For bare 10 år siden fandtes hverken adgang til Internettet eller mobiltelefoner overhovedet ikke herude.

På jagt efter tyven...
Da vi derefter kom ud til bilen og steg ind i den fra hver vores side, var der samtidigt to mænd som begge to stak deres hoveder og overkroppe ind i bilen, og begyndte at sige noget til os. Tove opdagede at manden på hendes side var i færd med at stjæle 3 CD’er fra lommen på indersiden af bildøren. Hun råbte ”Kabwalala!” (”Tyv!” på Bembasproget) og han slap sit bytte og spænede væk. På min side blev jeg blot irriteret over den uhøflige opførsel, og bad manden om straks at fjerne sig, hvilket han også gjorde.

…de selvudnævnte ”FBI-agenter”

Så kørte vi derfra, og nu skulle vi rigtig nyde vores ”feriedag”. Pludselig kom jeg i tanke om, at der måske også kunne være forsvundet noget fra min side af bilen. Ganske rigtigt, min pung var stjålet! Den indeholdt lidt penge, men værst var det at jeg også havde mit kørekort i den. Hvad i alverden skulle vi nu gøre?

Vi kørte tilbage til gerningsstedet, lige ved en taxaholdeplads. Her var der en ung, flink taxa-chauffør, som tilbød at hjælpe os, sammen med et par mænd som han kendte. De ville tage os ud på en jagt efter tyven, og mente at de havde en ret god mulighed for at få fat i den stjålne pung, måske ikke med pengene i, men så forhåbentlig med kørekortet og andre vigtige ting. De kaldte sig for en slags ”FBI-agenter” (vistnok en fantasifuld idé!). Men det lange og det korte er - det lykkedes virkelig! Tyven havde ”kun” taget de kontanter, som pungen indeholdt, og så havde han smidt den ind igennem indleverings-sprækken ved posthuset! Efter 4 timers jagt stod vi pludselig i postbestyrerens kontor, og der på hans bord var min pung, lidt lettere end tidligere, men hel. TAK, Jesus! En velsignet rejse! Nu gik turen videre. Tidligt om morgenen kørte vi af sted, først over grænsen til Botswana, og så en lang dags kørsel til Gaberone, hvor vi skulle tilbringe weekenden hos vores gode venner, Michael og Severina Nhdlovu, og tjene med ved søndagsgudstjenesten i en nyplantet menighed. Det blev til nogle skønne dage, hvor meget skulle indhentes i vore samtaler med hinanden, idet det havde været cirka 17 år siden vi sidst havde været sammen i Zambia. Michael er nu leder for syv menigheder, som han har plantet i Botswana. Det har dog været under ret stor modgang, idet de ikke er særlig velkomne hos den lokale befolkning. Som ”afrikanske udlændinge” er de af en eller anden mærkelig grund anset for at være ”snyltere” på Botswanas samfund, og selv blandt andre kristne tog det lang tid for dem at blive accepteret. Den almindelige befolknings moralske standard er næsten helt i bund, især hvad angår relationerne mellem mand og kvinde og i familierne. Det er bl.a. derfor at Botswana er et af de lande i hele verden som har den højeste procent af HIV/AIDS i befolkningen. Men på trods af alt dette var den zambianske missionærfamilie ved godt mod, og Gud har velsignet deres udholdende tjeneste med virkelige, ”varige” frugter for Guds rige. Mandag d.25. juli var vores endelige rejsedag, og vi var hjemme i Hillcrest ved aftenstid. Tre og en halv uger havde turen taget, men den var det hele værd. Guds velsignelser havde regnet ned over os på mange måder, og ikke mindst ved ”mobiliseringen af hans folk til tværkulturel mission”. Dørene er vidt åbne for denne tjeneste og vision, og kaldet til at styrke og udruste Guds folk til aktiv missionsindsats lød til os igen og igen på alle de steder, som vi besøgte. Congo, den 10. til 24. august 2005 To uger gik der fra vores ankomst tilbage til vores hjem i Hillcrest, og så sendte Tove mig af sted til Congo på en 16-dages rejse. Nogle uger før Toves og min rejse til Tanzania, Zambia og Botswana havde jeg fået en helt speciel indbydelse. Det var en indbydelse fra ”Eglise Apostolique Internationale Au Congo” (Den Internationale Apostolske Kirke i Congo). Indbydelsen kom fra kirkens leder, John Mulopwe. To apostolske landsleder, John Mulopwe (t.v.) fra Congo, og Henry Mumba fra Zambia, i en seriøs snak ombord toget på vej til Kamina Det er bemærkelses- værdigt, at John Mulopwe blev ført til troen på Kristus igennem min fars (Arne Thomsens) tjeneste for cirka 22 år siden i byen Kamina. Dagen efter sin omvendelse, var John Mulopwe igen til møde, og midt i det hele blev han kaldt frem, og min far bad en profetisk bøn over ham: ”Gud, lad det lykkes for denne unge mand at starte en ”Apostolsk Kirke i Congo”. På det tidspunkt forstod den unge Mulopwe slet ikke betydningen eller vægten af de profetiske ord. Men i løbet af de næste 10 år blev det personlige budskab til ham bekræftet igennem to andre personer. Han blev uddannet som lærer, og blev også betroet en stilling som gymnasieskole-leder i adskillige år. Men på et tidspunkt måtte han bare adlyde Guds kald til ham. Han tog på bibelskole i Zambia og fik en grundig uddannelse i teologi. Kort derefter kastede han sig ud i en uendelig svær, men rig, opgave: at ”plante” menigheder i strategiske steder udover det enorme land, som Congo er (det næststørste i Afrika). Det blev begyndelsen på Apostolsk Kirke i Congo, og arbejdet bredte sig hurtigt. For syv år siden var der cirka 120 menigheder, over et areal der strækker sig fra Lubumbashi i nærheden af grænsen til Zambia, og nord og vestover til Kinshasa, landets hovedstad. (John Mulopwe har endda været over grænsen og har plantet menigheder i nabolandet, Congo Brazzaville). Menigheder er også blevet plantet længere mod nord og østpå i og omkring byen Kindu. På grund af krigen i Congo som rasede i den østlige del af landet fra 1998 til 2003, blev cirka 40 menigheder spredt ad, idet folk flygtede for deres liv. Stævnet i Kamina begyndte søndag d.14.8 efter 2 dages forsinkelse. Forsinkelsen skyldtes at vores togrejse, som ”kun” skulle have taget 1½ døgn, tog næsten fire døgn p.g.a. afsporinger på den dårligt vedligeholdte jernbane. Det var varmt, støvet og krævede en god portion af ekstra nåde fra Gud til at være udholdende. Men, endelig kom vi da frem, og stævnet blev en uforglemmelig oplevelse. Folk kom fra mange steder i landet, og flere grupper kom til fods, nogle over en afstand af 210 km og andre helt op til 500 – 600 km. Nogle få stykker havde været så heldige at de havde kunnet gøre brug af cykler. Da disse delegationer blev præsenteret ved det første møde var der mange af os som græd. Tolken, Ngoie, (tolkede fra engelsk til Swahili), som til daglig er lærer på Kaniki Bible College i Zambia, brød helt sammen, og måtte holde en pause i nogle minutter. Samling af ledergruppen ved stævnets sidste to dage Det har været en stor ære for mig at være sammen med brødrene og søstrene i Congo. Kirkens grundlægger og leder, John Mulopwe, er en mand af stor format, både hvad angår hans åndelige gaver, hans lederevner, og – ikke mindst – hans ydmyghed og integritet. Han er en højt begavet man, men gør ikke noget nummer ud af det. Han har en rolig natur og udstråler en stille, men virkningsfuld autoritet, og er helt åbenlyst meget respekteret af hele alle omkring sig. Man kan roligt kalde ham for en Guds apostel, af en karat, der får én til at tænke på Paulus fra Bibelens dage. Det var interessant og opmuntrende, at der allerede på togrejsen fra Lubumbashi til Kamina, udover John Mulopwe og hans kone, Astrid, også var to brødre fra apostolsk kirke i Zambia. Den ene er zambia-kirkens landsleder, Henry Mumba, og den enden er Ngoie fra Kaniki Bible College, som er ”dean of students”, og er en af Rodwell Simukondas nærmeste medarbejdere. Henry var elev i Kaniki i begyndelsen af 80’erne, hvor jeg var med i lærerstaben, og senere havde jeg den glæde at stå sammen med ham i evangelisation og menigheds-plantning. Henry er også en moden Guds mand, som har stået mange prøvelser igennem, og som udfører en frugtbar tjeneste i Zambias Luapula Province, samtidigt med at han for nylig er blevet indsat som kirkens landsleder. Det er også interessant at Peter Pedersen i nabolandet, Zambia, har et varmt forhold til kirken her i Congo, og udfører en værdsat tjeneste sammen med lederne her. Det var Peter, som i juni måned sendte indbydelsen fra John Mulopwe, Congo, til mig. Det var jo ret kort før Toves og min missionsrejse til Tanzania-Zambia-Botswana, men jeg blev hurtigt klar over, at det var Herrens vilje, at jeg skulle tage imod indbydelsen. Jeg havde regnet med kun at skulle tale ved fem af stævnets møder, men det endte med at udover fem møder, blev jeg også sat ”på planen” med yderligere 8 møders undervisning i emnet ”Kirkens Eksplosion ud i Mission”. Jeg har været dybt bevæget over den hunger og det enorme behov der er for undervisning. Dette betyder ikke at John Mulopwe og andre i Congo-kirken ikke har gjort et godt stykke arbejde, men kirken er stor og vidtstrakt med omkring 90 menigheder lige fra Lubumbashi og til Kinshasa, og der er behov for al den hjælp de kan få. Kirken i Congo er forholdsvis ung, kun 12 år gammel, men meget er blevet nået, bl.a. igangsættelsen af 4 bibelskoler. De er bygget op omkring de gode materialer fra Satellit Bibelskole arbejdet, som Erling og Kirsten Rasmussen leder fra deres base her i Hillcrest. Efter stævnet i Kamina, rejste vi med toget til en stor by ved navn Likasi. Her gjorde vi ophold i godt to døgn, og igen blev der nået en hel del; en søndagsgudstjeneste og to eftermiddages undervisning. Onsdag morgen, d.24.august, kørte vi med minibus til Lubumbashi lufthavn, og jeg nåede lige akkurat at komme med flyveren fra Congo til Sydafrika. Congo-turen havde været en utrolig succes, p.g.a Guds trofasthed og ledelse hver eneste dag og på hvert skridt af vejen. Guds folk var blevet opmuntret til en større indsats med tværkulturel mission. Flere personer fangede visionen for iværksættelse af projekter med henblik på generering af penge til missionsarbejdet. Fornyet håb og tro Da jeg landede i Durban lufthavn, var Tove der for at tage imod mig. Hvad mere eller bedre kunne jeg ønske mig efter 16 dages ”maraton-tur” i Congo? Det var skønt at komme hjem igen, og opleve at alt var vel. Imens jeg var væk havde Tove (og de andre missionærer her) haft besøg af Georg og Inge Berthelsen, og deres to børn, Louise og Martin, samt af Søren Viftrup. Det havde været en betydningsfuld tid med godt fællesskab, og vigtige samtaler om missionsarbejdets fremtid i Sydafrika. Dette gik jeg desværre glip af, men Herren har nådigt velsignet samtalerne, og vi har fornyet håb og tro for en fremtid med større muligheder end nogensinde for Sydafrika-missionen. Bed for Mxo Også HAAB-børnene og medarbejderne havde haft det godt, selvom der selvfølgelig altid er problemer der skal tackles i hverdagen. En af de store udfordringer, HAAB-arbejdet står overfor lige nu, er omsorgen for en af de mindste børn. Mxo Han hedder Mxo, og det er blevet konstateret at han har AIDS i udbrud. Dette betyder så at han må have specielt tilsyn med hensyn til forskellige smittesygdomme, og at han må have daglige doser af ”Antiretroviral” medicin (som er noget dyrt noget). Medicinen kan ikke kurere ham fra AIDS, men det kan betyde at han kan føre en rimelig ”normal” tilværelse. Mxo er en dejlig, livsglad lille dreng på fire år, og vi glæder os over at vi kan give ham et liv, hvor han også kan opleve Guds kærlighed. En stor tak til jer alle, som står sammen med os i kærlighed og forbøn! Med kærlige hilsener, Tove og John Thomsen Tak til Gud - Congo-turen, en utrolig succes - Guds specielle beskyttelse over Tove imens John var i Congo - De betydningsfulde besøg af Georg m.familie, samt af Søren Forbønsemner - Midler til udviklingen af Projekt HAAB, Sydafrika - Opfølgningen af ”Missions-mobiliseringen” i Tanzania, Zambia, Botswana, og Congo - Lægedom for lille Mxo - Velsign ”Children’s Ark International”(Sverige), som trofast støtter projekt HAAB Gå til toppen