|
December 2005
Missions-mobilisering i Afrika
AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING
””For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste” (Esajas Bog 9:5).
I ønskes en Glædelig Jul og et Godt Nytår fra os hernede i varmen!
Ligesom i Danmark begynder julens forskellige symboler at vise sig både i de sydafrikanske
hjem og i butikscentrene. Som danskere fra det kolde nord, vil vi dog altid skulle overvinde
en fornemmelse af enorme kontraster, når sveden hagler ned af vores kroppe ved juletid… eller
når vi ser de mange mennesker som lever i fattigdom og som kun kan se på julepynten som fjern,
uvirkelig udsmykning… noget som ikke rigtig vedrører dem.
Men vi har et budskab – budskabet – som gælder os alle sammen: Jesus Kristus, Freds Fyrsten,
er hos os! – og han er personligt interesseret i hvert eneste menneske, uanset hvor eller
hvem vedkommende er.
Fra torsdag d.3/11 til mandag d.7.11 var jeg i Botswana, hvor jeg tjente med ved en kirke-
konference i en by der hedder Palapye, cirka 450 km nord for den sydafrikanske grænse.
Kirken består af syv menigheder, som blev startet af Michael Ndhlovu. Han er zambianer og er
tidligere elev fra Kaniki Bible College, fra slutningen af den periode hvor Tove og jeg boede
i Zambia. Efter bibelskoleopholdet tjente Michael som pastor i Apostolsk Kirke i Zambia i nogle
år. For cirka 10 år siden flyttede han og hans familie til Botswana som missionærer, og vi kom
i kontakt med hinanden for kun få måneder siden, efter mange års adskillelse. I disse år, var
Tove og jeg først i Tanzania i 4 år, og siden i Sydafrika. Dette år – 2005 – har for os været
stærkt præget af gensyn med tidligere bibelskole-elever, som tjener Gud i forskellige lande,
Sydafrika, Tanzania, Congo, Zambia, og nu – Botswana.
Her vil jeg gerne nævne for jer, kære venner i Danmark og andre steder, at behovet for pågående
og udholdende evangelisation i Afrikas mange, fantastiske lande er større end nogensinde. Behovet
for samfundsforvandling – den sociale del af evangeliet – er også mere aktuelt i dag end det var i
går. Korruption, hungersnød, sygdom og dyb, dyb fattigdom er omkring os alle vegne. Regeringer gør
hvad de kan for at løse disse ting, og meget lidt kan de faktisk opnå i forhold til de voksende,
uhyggelige problemer. Den eneste, rigtig virkningsfulde løsning er hvis vi, Guds folk globalt,
”går i krig”, først med ”Ordets Sværd”, og så med alt det, vi kan mønstre af barmhjertighed i handling.
Konferencen i Palapye samlede en gruppe på cirka 70 mennesker fra kirken som hedder ”Word of Life”,
hvoraf en god del af dem var ledere fra menighederne. Lederen, Michael, er knyttet til DAWN-bevægelsen
i Sydafrika. Gruppens sammensætning var ret speciel, idet den bestod af folk fra Zambia, Congo,
Sydafrika og Botswana. Hovedtemaet for konferencen var ”mobilisering til Mission”, og deltagerne
”lappede” alt det i sig, som de overhovedet kunne.
Word of Life–menighederne er bl.a. begyndt at række ud til Kalahari-Ørkenens ”bushmen”. Denne folkegruppe
er indenfor de sidste par årtier strandet i en svær situation, fordi de er blevet forflyttet fra deres
gamle områder, for at give plads for store diamant-miner. Folkegruppen er præget af opgivenhed; de har
mistet det meste af deres identitet som et jæger-folk (jf. filmen: ”The Gods Must Be Crazy”), og mange
vender sig til alkoholmisbrug i deres desperation.
De nævnte menigheder er også meget bevidste omkring deres ansvar overfor den sociale nød omkring dem.
De fleste samfund i Botswana er meget hårdt ramte af HIV/AIDS, og umoralitet og promiskuitet hærger i
hele landet i en helt uhyggelig grad.
Hjemme i Sydafrika sker der en stadig udvikling. En langtrukken, men nødvendig proces er igangsat;
det drejer sig om børnenes identitets-papirer. Ved deres ankomst i Projekt HAAB havde ingen af dem noget
som helst der kunne fortælle om hvem de var, hvor de kom fra, og hvor gamle de var. Ved undersøgelser i
de egne hvor de kom fra har vi kunnet få visse oplysninger, men kun mundtligt. Nu skal der samarbejdes
med de lokale myndigheder for at få skaffet endelige ID-kort til hver enkelt af børnene. Uden disse personlige
papirer, har de ikke adgang til rettigheder, som f.eks. at komme i skole, komme på hospitalet, få en vis
statsstøtte under uddannelse, og en del andre ting. Derfor vil vi gå hele processen igennem, for børnenes
liv og fremtids skyld.
BØRN OG MEDARBEJDERE I PROJEKT HAAB, SYDAFRIKA…
…Tove skriver nu lidt om de seneste nyheder:
Kære familie og venner i DK,
Denne gang skal I høre lidt mere om nogle af de børn, vi har fået betroet at have omsorg for.
Som I sikkert ved, har vi ialt14 børn som er fordelt i to huse, 7 i hvert hus, i det en hus
er der kun drenge, samt deres fosterforældre som hedder Nelly og Gershom. I det andet hus
er der faktisk 9 børn, idet deres fostermor har to af sine egne boende.
Husene ligger lige ved siden af hinanden og de har hver deres husholdning, men er meget sammen
og spiser også tit sammen.
I huset hvor Eunice er Mor (en rigtig dejlig og varmhjertet kvinde på 40 år), bor der bl.a.
pigen, Thembi, på 18 år, som er døv og stum og som også er HIV positiv, og hendes lillebror
på 4 år som også er HIV positiv.
Jeg har tidligere skrevet om Thembi og Mxo, men lige for nylig dukkede deres søster Lindo på
13 år op, (næsten ud af den blå luft). En kvinde nede i dalen har i et stykke tid fulgt hende
sådan lidt på afstand, og bemærket at hun blev meget dårligt behandlet af den familie hun boede hos.
Denne kvinde kendte godt Eunice og os, så hun henvendte sig til os, for "måske kunne vi tage os af
denne pige". Lindo havde sagt at hun havde en søster og en bror, men vidste ikke hvor de var.
Hun kom så op til os, og til sin store glæde og overraskelse, så hun sin søster og lillebror.
Der blev vild jubel og tårerne kom også frem i øjnene. Lindo, som ikke er døv kunne fortælle os
om Thembi og Mxo og deres forfærdelige skæbne.
Lindo (t.v.), Thembi og en af de små |
Fælles for børnene er at de har den samme Mor, som er død, men 3 forskellige fædre. Hun fortalte
os at Thembi har måttet klare sig selv siden hun var 10 år. På det tidspunkt var moderen syg og
døde senere og faderen ønskede ikke at have noget med hende at gøre, da hun var døv og stum, så
hun har levet på gaden i al den tid, og
|
senere måtte hun tage sig af lillebroderen. De tre søskende
blev skilt ad og Lindo kom i "pleje" hvor hun blev frygtelig misbrugt; og mange gange, når familien
spiste måtte hun gå udenfor og vente til de var færdige. Der kunne gå flere dage uden hun fik
noget mad. Hun blev behandlet som en slave, hun gik i skole, kom hjem og gjorde rent, lavede mad og
passede familiens børn, og ofte fik hun ingen mad selv.
Nu bor hun hos os og holder sig meget tæt til sin storesøster og lillebror. Hun virker meget forskræmt
og bange, men vi tror, at Gud vil læge hendes mange sår med tiden. Vi fortæller hende hele tiden, at
ingen vil komme og tage hende fra os, og så kan vi se, hun slapper af. Vi har også fået at vide at Thembi
overlevede disse år på gaden ved at betale med sex for mad. De fleste af de børn vi har, har været igennem
lignende tragedier.
Så er der de to tvillinger Sani og Nkosi, som kom til os for 1½år siden. Det er lidt af en solskinshistorie.
Jeg har set disse drenge mange gange nede i dalen, da jeg arbejdede dernede de to første år, vi var her i
Sydafrika. De er begge lettere hjerneskadede, og levede som dyr. Ingen ville have noget med dem at gøre,
de havde ingen forældre, men en tante som selv havde mange børn og samtidig havde Aids. De sov tilfældige
steder om natten og levede af at tigge mad.
Sani og Nkosi |
Jeg må indrømme at da en socialmedarbejder kom til os med dem, blev jeg rædsels-
slagen. Jeg vidste jo hvordan de opførte sig, og hvordan kunne vi give disse drenge
et liv, og hvordan ville de kunne integrere sig med de andre børn. Men jeg blev gjort
til skamme, for Gud er ingenting umuligt. De vidste f.eks. ikke hvad et toilet var, så de
”gjorde det” bare lige hvor de stod eller sad. De havde også deres eget indbyrdes
sprog, som ingen af os forstod, så vi kunne se der var et
|
stort arbejde der skulle
gøres. Men i løbet af meget kort tid, med god mad en seng at sove i og trygge
rammer omkring dem, foldede de sig ud, og lærte at omgås de andre børn, lærte at
tale zulu, lærte de helt elementære ting.
De har nu gået i skole i et helt år (for handicappede børn), de har hver fået en præmie
den ene for god opførsel, den anden for social samvær med de andre i klassen. De er blevet
til to dejlige glade drenge, som begår sig godt. Det er kun Gud der kan forvandle mennesker.
Og så lidt om de to sidste ankomne børn:
Mbali |
For nogle uger siden fik vi en pige, Mbali på 16 år, anbragt hos os. Hun blev fundet på en
bus station i Pinetown, hvor hun havde opholdt sig i en hel uge. Igen en af de mange tragiske
ting som sker hele tiden. Hendes mor var lige død, og faderen døde for lang tid siden. Hun boede
så hos sin mors veninde en måneds tid, hvorefter hun så blev smidt ud. Denne kvinde havde
intet til overs for pigen, hun sagde: ”Jeg var ven med din mor, men ikke med dig”, så
UD af mit hus”.
|
Det var selvfølgelig en traumatisk oplevelse for denne lille pige, så hun kom hjem til os og
er her og fik en masse kærlighed og mad og en seng at sove i, osv. Men vi kunne ikke love at
hun kunne blive for altid. I mellemtiden har vi fundet en del af hendes familie i Zululand,
bl.a. flere søstre og brødre. Så det næste der skal ske for Mbali Mbali er at hun skal tilbage
til familien i Zululand, og det er hun helt indforstået med; hun er endda begyndt at glæde sig.
Mbali |
For ca. ½ år siden kom vi i kontakt med Mandla, 13 år. Gershoms kone, Nelly, som i flere år har
arbejdet som social rådgiver nede i dalen, lagde mærke til denne lille, forsømte og forkrøblede dreng.
Hun så hvor meget han led, han har ingen forældre, men boede hos en fordrukken tante og hendes samlever,
som var en kvinde. De misrøgtede ham på det groveste; han fik sjældent mad fordi børnepengene gik til druk.
Han går på en god kostskole for 300
|
handicappede børn, men hver gang der var fridage eller ferier, blev han aldrig hentet af nogen.
Han sad som den sidste og ventede og ventede. Skolens ledelse var meget bekymret for ham, men de
sørgede dog for at få fat i denne tante, som så kom. Men hun var irriteret og halvfuld. Nelly gik
til myndighederne og anmeldte denne sag; hun fik tilladelse til at han kunne komme til os og bo,
og denne lille tynde dreng er bare blomstret op. De penge som Mandla staten gir til forældreløse børn og
et ekstra beløb, hvis de er handicappede, går nu til Mandla, så vi kan betale for hans skole og uniform.
Skolepengene på kostskolen var aldrig tidligere blevet betalt. Tanten er rasende, hun kom for nogle uger
siden, grov og fuld og forlangte at få drengen udleveret, men den gik ikke. Hun var kun interesseret i hans
penge, så hun og "veninden" kunne fortsætte deres drikkeri.
Dette er bare et lille glimt af det virkelige liv for så mange børn, alt for mange børn.
En stor tak til alle jer kære venner i Danmark, for al jeres kærlighed og forbøn!
Kærlige hilsener til jer alle sammen, med ønsker om en skøn, velsignet højtid!
Tove og John Thomsen
Tak til Gud
- Herrens beskyttelse af HAAB-børnene og medarbejderne
Forbønsemner
- Midler til det kommende byggeri af en ”HAAB-landsby”
- At alle børnenes ID-papirer hurtigt må komme i orden
- En fortsat varm opbyggelse af relationerne til Zulukirkens ledere
- - ”Children’s Ark International”(Sverige), som støtter
Projekt HAAB, som i øjeblikket arbejder på en udvidelse af deres fundraisings-arbejde
|
Gå til toppen
|
|
| | |
